Jeg stod i dag i Berlin og betragtede det pompøse mindesmærke i Tiergarten for de faldne sovjetiske soldater i kampen mod nazismen. Det er et sted der er let at afvise fordi det er så overdrevent i sit udtryk med den kæmpestore soldat på toppen, de to T-34 kampvogne sammen med to kanoner og den omfattende brug af marmor og guldbogstaver.

Men når man står der et stykke tid og husker på at de store græsarealer rundt om er gravsted for mere end 2.000 faldne sovjetsoldater ændres fokus. 2.000 ud af ikke mindre end 80.000 faldne sovjetiske soldater alene i kampen om Berlin. 11 millioner dræbte sovjetsoldater i løbet af krigen, svarende til 240.000 om måneden, næsten 9.000 hver eneste dag i fire år. Dertil kommer 13 millioner sovjetiske civile, hvoraf 1 million var jøder. 

Det er svært at forhindre tankerne i at springe til tiden i dag, hvor russiske soldater dræbes i Ukraine i et meningsløst overfald på et naboland.

Netop et overfald af den type, nazityskland havde rettet mod mange af deres naboer, og som gik hårdest ud over Sovjetunionen. Selv om Rusland og Sovjet ikke er nøjagtigt det samme - blandt andet indgik som bekendt Ukraine i unionen - er det et kæmpe paradoks at lige Rusland er havnet i den rolle, de spiller nu.

Sovjetunionen var den kommunistiske diktaturstat, der blev angrebet af fascisterne, og nu er Rusland et ideologiløst diktatur med fascistiske træk, der selv angriber. 

Alt andet lige var det nazistiske Tyskland ikke faldet uden Sovjetunionens enorme ofre, og trods Stalins utilgiveligt brutale styre må man nødvendigvis sende taknemmelige tanker når man står og ser på den overdimensionerede sovjetsoldat på monumentet i Berlin.

Paradokset og de menneskelige ofre understreger den vigtige pointe at vi har brug for hele tiden at minde os selv om at det er magtmennesket Putin og hans mange rygklappere i Kreml, der er fjenden her. Det russiske folk har gennem århundrede været ofre for både deres egne magthavere og for angribere udefra. 

Det er måske i virkeligheden den farligste  - og sværeste - front at skulle kæmpe på i Ukrainekrigen: At  vise russerne, hvordan de bliver manipuleret til at tro på de utroligste løgne. Løgne, der kan fremstilles som troværdige fordi de fortsætter en fortælling, som magthaverne har brugt siden zar Peter den Store for 300 år siden.

Midt i alle forsendelserne af krudt og kugler til Ukraine må vi ikke glemme forpligtelsen til at informere. Det er op til ukrainerne at kæmpe aktivt; den del kan og bør vi ikke blande os i. Men det ville klæde både NATO og Danmark at tage det russiske folk alvorligt og sætte seriøse midler af til at styrke deres viden om vesten, Ukraine og ikke mindst om deres egne magthavere.  

Erfaringer eller fornemmelser?

I 1937 blev en familie i min morfars slægt ramt af sygdom. Begge forældre og tre af de fire børn måtte i løbet af få dage indlægges på Viborg sygehus - kun den yngste af de to drenge gik fri. 9-årige Bent blev dermed den eneste fra familien der kunne deltage da det yngste barn, Helga på 6 år efter en uges tid skulle begraves mens resten af familien stadig var indlagt.

Sygdommen var difteri, en bakteriebåren ondartet halsbetændelse med høj dødelighed, som i dag er næsten ukendt i den vestlige verden på grund af omfattende vaccinationer. I lande hvor kun en ringe del af befolkningen er blevet vaccineret kommer der jævnligt nye epidemier.

Jeg er selv vokset op i efterkrigstidens Danmark, hvor vores forældregeneration var ekstremt opmærksomme på de farlige sygdomme, der lurede, men ikke mindst på de muligheder der voksede frem for at undgå dem. I min barndom kunne jeg med mellemrum støde på store børn og unge mennesker med skader fra 1950'ernes polioudbrud, ligesom vi på fjernsynet så billeder af afrikanske børn med kopper, indiske spedalske og mellemamerikanere med malaria. Det var derfor helt naturligt at vi blev vaccineret mod kopper og polio og regelmæssigt blev tjekket af det mobile røntgenlaboratorium, der skulle sikre skoler og andre offentlige institutioner mod udbrud af tuberkulose.

Vores forældre og bedsteforældre åndede lettede op i disse år fordi de ikke behøvede at bekymre sig for børn og børnebørn i samme omfang som tidligere generationer havde måttet gøre det fx omkring difteri eller under den influenzaepidemien i 1918 (her vil jeg i øvrigt anbefale denne lydavis fra Politiken om jul og pandemi).

I dag kan vi ikke længere ånde lettet op. Vi kan ikke længere tage for givet at vacciner og avancerede behandlinger vil have nogen virkning fordi der er et stigende antal - især yngre - der ikke tager sygdommene alvorligt, men seriøst tror på at behandlingen og forebyggelsen er farligere end sygdommene.

Vist er der da bivirkninger ved både vacciner og de fleste former for medicin. Det er forfærdeligt at børn kan fødes misdannede - men det er lige grufuldt hvad enten det skyldes sygdom, vaccine eller medicin. Det eneste der tæller i min bog er antallet. Hvis der er flere der lider under sygdommen end under vaccinen må vaccinen vinde.

Erfaringerne siger at selv om medicinalindustrien kan være nogle grådige skiderikker, ved de faktisk noget om sygdom. Når de er under kyndig vejledning fra myndigheder og samarbejder med sundhedssystemer, der i det meste af Europa heldigvis er under offentlig kontrol, kan medicin og vaccination sikre vigtige og varige fremskridt i verden.

Fornemmelserne om at blive snydt af myndigheder, medicinalindustri, teleindustri, politikere, frimurere, rumvæsner, muslimer, Bill Gates eller jøder får folk til at vælge vacciner - og somme tider tilmed medicin - fra. Ikke blot for dem selv, men også for deres børn. 

Vacciner er imidlertid afhængige af at få en stor udbredelse. Er der kun få, der er beskyttet af en vaccine har sygdommen selv gode muligheder for at overleve og de samme personer skal måske vaccineres flere gange; afhængig af hvor længe virkningen holder. Der er altså ikke kun tale om at man træffer en afgørelse for sig selv når man siger ja eller nej til en vaccination. Uanset hvor meget individualist man gerne vil være, er man en del af et samfund og har derfor også et ansvar for andre.

Mit råd til de, der lader deres egne fornemmelser vinde over andres erfaringer er at de skal spørge sig selv om der findes nogle modne mennesker som de har tillid til - måske deres forældre eller bedsteforældre. Tag derefter en snak med de tillidsvækkende mennesker om deres viden og erfaringer med medicin og vaccination. Måske det kan give et nyt syn på forskellen mellem erfaring og fornemmelse.

Midsommerforsæt - en båltale

I Gösta Berlings Saga skriver Selma Lagerlöf: Rædslen er en heks, der sidder i skovenes mørke og fylder menneskenes øren med troldkvad og deres hjerter med uhyggelige tanker, Deraf kommer lammende frygt, som tynger livet og formørker smilende egnes skønhed. Naturen er ond og grum, lumsk som en sovende slange; intet kan man tro.

Det er jo en tilgang til livet, som kan synes mørk og negativ – men ikke desto mindre vilkåret for millioner af mennesker op gennem historien. At være prisgivet en overtro, en folketro eller en organiseret tro, der tvinger en til at acceptere sin egen skæbne uanset hvor galt det går, fordi det nu én gang ikke kan være anderledes. Fordi naturen er ond, fordi livet er uretfærdigt.

Når man på den måde bliver placeret i en offerrolle er der ikke langt til at man som menneske føler trang til at finde synderen bag det hele. At finde ud ad, hvilke onde kræfter, onde mennesker eller onde væsner, der står bag ens egen ulykkelige situation.

Og det er jo på en måde årsagen til at vi står her i aften. Heksene som vi afbrænder er symbolet på den ondskab som er blevet udpeget, og som man i århundreder har haft let ved at tro på fordi man har haft dette behov for at finde syndebukke.

Når vi kan stå her i dag og brænde små legetøjshekse og se humoristisk på denne barbariske skik er det fordi vi er i den heldige situation, at vi har fået det så meget bedre, at vi ikke i samme omfang har behov for syndebukke som vore forfædre.

Vi ved i dag at alt det med heksene var FAKE NEWS og kan derfor føle os så meget heldigere – og så meget klogere.

--

Hvis ikke det da lige var for det med FAKE NEWS, som er blevet vor tids store svøbe. Om end på en ny måde. I dag er det ikke nødvendigvis religioner og magthavere, der fylder os med vrøvl (det kan det også være), men desværre i høj grad almindelige borgere, der hjælper med at udbrede myter om sammensværgelser, forfølgelser og overgreb.

Vi ved jo godt i H.C.Andersens fædreland, at én fjer så let kan blive til fem høns, og det er ikke blevet en mindre sandhed i løbet af de godt halvandethundrede år, der er gået siden eventyret blev skrevet. En ”god” historie giver altid anledning til spekulationer og hvis både den tvivlsomme historie og de spekulative tilføjelser bliver sendt videre, er der næsten ingen ende på, hvad det kan blive til.

Hvad enten ofrene er Trump, Clinton, bankerne, muslimerne, Lars Løkke, de rige, de dovne fattige eller for den sags skyld vores naboer, så har ingen fortjent at blive dynget til med skidt uden at der bliver kigget på den anden side af medaljen. Vi ved jo alle at der stort set altid findes to sider af enhver sag.

Det har aldrig været lettere end nu med et par sving med fingrene over telefonen at viderebringe sludder og vrøvl – både det harmløse, og det der i overført betydning kan tænde bål, som er langt mere skadelige end dem vi futter af af over det ganske land på en smuk midsommeraften.

Lad det være årets dybe Sankt Hans- tanke: Hvad kan jeg selv gøre for ikke at fordre en heksejagt? Ofte er sagens anden side - og måske endda sandheden - ikke længere end et par ekstra google-opslag væk. Så det kunne måske være et midsommerforsæt for os alle.

God sommer!

Andre som dig... - gør dig dummere

Jeg hader folk som mig. På internettet støder vi hele tiden - og oftere og oftere - på udtryk som 'Andre som dig', 'Brugere som dig' eller 'Profiler som din'. Derefter får vi så en liste over hvad man kunne forvente at brugere, der er lige som os, vil have lyst til at læse, aflytte eller se.
Men hvor interessant er det egentlig? Hvad vil det betyde for min personlighed hvis jeg aldrig bliver udsat for oplysninger, der passer til folk, der ikke allerede er som mig?

Forleden fulgte jeg et link til en artikel på et dagblads hjemmeside. Ude i højre margin var en lille kasse med en opfordring til at logge ind: "Hvis du været logget ind ville vi have vist dig 10 artikler som passer til dig"
Teksten var sikkert venligt ment, men på mig virkede det nærmest som et advarselsskilt. Hvad skal jeg dog med artikler, der passer til det jeg tidligere har læst? Hvis jeg ikke læser om nye emner og prøver at bryde mønstre og vaner bliver jeg jo aldrig klogere. Og var det egentlig ikke det, der var formålet med internettet og det såkaldte informationssamfund?
Gennem det seneste århundrede har vi Danmark skabt lighed, nedbrudt de sociale forskelle og næsten afskaffet klassesamfundet. Det er ikke mindst sket ved at sprede viden og uddannelse, og ved at udligne nogle af de økonomiske forskelle. Dermed gives mennesker med vidt forskellig baggrund og opfattelse mulighed for at færdes de samme steder, møde hinanden og udfordre både ens egnes og de andres opfattelser og fordomme.
Men hvis internettet bliver vores hovedkilde til viden, og vi samtidig tillader at den viden sorteres efter vore gamle vaner, vil vi aldrig få nye vaner. Ikke møde nye mennesker bortset fra de, der er som os selv og kan bekræfte vores måde at se verden på. Jeg kommer til at betragte omverdnen gennem en kikkert, der er tilpasset mig, og jeg vil altid blive ved med at være som jeg er nu. Det er muligvis en tanke, der kan virke beroligende på nogle mennesker. For mig er det skræmmende.


Opdeling i mig og de andre er et resultat af, at der indsamles såkaldt Big Data - store oplysninger - hvilket er et lidt misvisende udtryk eftersom der i virkeligheden mest er tale om bittesmå brudstykker af oplysninger, som er limet sammen til et større kludetæppe. Patch Data - lappeoplysninger - ville være et mere passende begreb.
De enkelte sider samler oplysninger om dig og mig via de berygtede cookies, som man tvinges til at sige ja til hvis man vil læse sider på nettet. Det gælder tilmed sider fra det offentlige, hvis oplysninger man skulle tro burde være tilgængelige uden nogen form for forbehold. Andre oplysninger kan netsiderne købe eller bytte sig til - for eksempel ved at give dig adgang til at logge på med dit Facebook eller Google login.
Man kan have mange meninger om hvad udvekslingen af Big Data gør for vores privatliv. Den diskussion kan for eksempel høres i Danmarks Radio eller man kan læse om både gode sider og de lovgivningsmæssige problemer her. Det skriver jeg måske om en anden dag. Lige nu er det risikoen for vore personligheder, der ligge mig på sinde.

Anden verdenskrig - anden bølge

En Facebookven fremlagde i dag et par dejlige sommerbilleder fra Arnager Strand på Bornholm. Jeg sendte en kommentar med lovprisning af vandet omkring øen: "...den blå farve på både himmel og vand er mere ... blå (!) end andre steder i Danmark. Minder om det græske øhav." Jo, der er dejligt derude midt i Østersøen, ikke mindst når solen skinner. Lad os lige dvæle ved det, med et billede fra Verdens Ende på Christiansø:

Og nej, det er ikke mig der kalder det for verdens ende. Det er navnet og måske ikke underligt det er opstået når man tænker på at øen i århundrede var befolket af udstationerede soldater og fanger, begge grupper, der for de flestes vedkommende befandt sig meget langt fra deres familie og venner.

Sådan har idyl det med også at have en bagside. I tilfældet med Facebookbillederne fra Arnager fik jeg også drysset lidt malurt i bægret ved at nævne, at et andet særkende for farvandet ved Bornholm er sennepsgassen og de gamle miner. Mange kan sikkert huske talrige beretninger, især fra 70'erne og 80'erne, om kuttere der fik uhyggelige krigsfangster i nettet, og faktisk er omkring 200 danske og svenske fiskere i årenes løb blevet syge eller sårede af sennepsgas.

Efterfølgende kom jeg lidt i tvivl om hvad status egentlig er for dette problem og prøvede at undersøge det nærmere. Med risiko for at spolere sommeridyllen i de sydlige farvande fra Als til Ærtholmene er her lidt af hvad jeg fandt.

Sovjet dumpede efter 2. verdenskrig 11.000 tons sennepsgas indlejret i bomber på et område øst for Bornholm. Bomberne var produceret i Tyskland i 20'erne og var en videreudvikling af et frygtet våben der brændte og ætsede tusindvis af allierede soldater under 1. verdenskrig. Da 50 mg af gassen er dødelig dosis for et gennemsnitsmenneske er det næppe nødvendigt at gå i detaljer med hvor stor en fare disse 11 milliarder dumpede milligram i værste fald kan udgøre.

I 2010 skrev en gruppe danske forskere i en rapport at gassen med største sandsynlighed er nedbrudt. Det har dog vist sig at deres analyse vedrører gas, der allerede er sevet ud fra ødelagte bomber. Hvordan gassen i intakte beholdere har det, kan ingen sige noget om; blandt andet fordi den nøjagtige opskrift på gassen ikke længere findes.

Desværre er sennepsgassen imidlertid langt fra den eneste gamle krigstrussel i Østersøen. I 2012 fandt en tysker en flot gul sten på en strand i Nordtyskland, som hun mente måtte være et stykke rav. Det var imidlertid ikke tilfældet og hun fik en alvorlig forbrænding, da det viste sig at der var tale om fosfor, der selvantændte ved varmen fra hånden.

Episoden åbnede den tyske offentligheds øjne for et enormt problem, der tilsyneladende var druknet i de mange andre forhindringer nationen måtte overvinde i efterkrigstiden. Fosfor siver ud af gamle bomber, som er en del af de 1,6 millioner ton våbenskrot, der menes at befinde sig i den sydlige og vestlige del af Østersøen.

Vi tager lige tallet en gang til: Der stod både millioner og tons. Det kan give en fornemmelse af størrelsen at vide, at der i Danmark er ca 2 millioner personbiler, og hvis gennemsnitsvægten på dem er 800 kg, så vejer samtlige danske personbiler på hvide nummerplader tilsammen rundt regnet det samme som de bomber, miner, granater, patroner med videre som ligger og ruster op på bunden af Østersøen. Det ligger der med sit indhold af blandt andet tungmetaller, gasser, fosfor og det vandbestandige sprængstof TNT.

Alene Royal Airforce smed omkring 160.000 miner i vandet. Det vides at ca. 10 procent af dem ligger på dansk område, men da de især var møntet på at bekæmpe de tyske ubåde, som havde store baser i Flensborg og Kiel, ligger en meget stor del af dem lige udenfor vore farvande.

Udover de nedkastede miner stammer en stor del af de farlige krigsminder fra skibe der er sænket. Det drejer sig både om fartøjer, der er gået ned i kamp eller ved minesprængning, men også om et stort antal sænket af tyskerne selv i april og maj 1945 for at undgå at de skulle falde i de allieredes hænder.

I militære operationer taler man om bølger i et angreb. Man kunne fristes til at sige at Østersøen venter på anden bølge af anden verdenskrig.

Afsked med en tosset ide - og smuk tanke.

Den såkaldt "røde" regering har gennem hele sin levetid haft det svært med de grønne pletter i hverdagen. Ved enhver festtale sparer man ikke på lovord om miljøet, men det kniber når det skal omsættes til handling. Efter SFs farvel er det tydeligt at man for alvor har rystet den grønne farve af den noget falmede røde supermandskappe.
I denne uge tog man afsked med brændeafgiften. Det er i sig selv glædeligt fordi der var lagt op til en afgift, som var fuldstændig håbløs at administrere. Den ville måske mere end nogen anden skat i mands minde have fået den folkelig fantasi til at blomstre hvad angår krumspring for at undgå betaling.
Men det er bestemt ikke glædeligt at det, der skulle have været en grøn afgift, som kunne have dæmpet CO2-udledningen nu bliver til et skattesmæk på 5 mia kr fordelt med ca 1.300-1.500 kr på hver eneste skatteyder i Danmark. Uanset om man fyrer med vådt træ, naturgas eller har brugt en formue på at sætte solfangere på taget og lægge varmeslanger under græsplænen.
Det er med andre ord ikke længere rød bloks politik at belønne borgerne for at svine mindre eller straffe de, der sviner mere.

Tanken om forsyningssikkerhedsafgiften som var det officelle navn, var skam smuk nok. Ideen om at lægge afgift på alt hvad der kan splittes i småstykker og brændes af i en ovn eller en fyrkedel var naturligvis håbløs. Latterliggørelsen var sikret da det stod klart at afgiften ville gøre det nødvendigt at få folk til at skrive under i byggemarkedet på at de ville sætte indkøbte hegnspæle i jorden og ikke brænde dem af. Man kom uvilkårligt til at tænke på de millioner af tåbelige sedler danskere hvert år udfylder i Schleswig-Holstenske supermarkeder for at undgå pant på øldåserne - gad egentlig vide om de sedler bliver brændt af i butikkerne eller sendt til et fjernvarmeanlæg...

Men at opgive en grøn afgift fuldstændigt fordi man er kommet skævt i gang med den praktiske udformning er for langt ude. Der ville have været adskillige måder hvorpå man kunne have skelnet mellem mere og mindre forurenende husstande. En skorstensafgift havde været en mulighed; måske ville det tilmed være muligt at lave en skorstenstilsviningsafgift hvor skorstensfejeren med enkelt og pålideligt måleudstyr på sodmængde og -sammensætning kunne afgøre hvor meget husstanden havde forurenet.
En anden mulighed havde været opkrævning på ejendomsskatteregningen, hvor renovation, skadedyrsbekæmpelse og vandafledningsafgift i forvejen er på. Kommunerne har via BBR-byggeregistret adgang til oplysninger om opvarmningsformer og vedholdende stikprøvekontroller ville være velegnede til at sikre mod snyd.

Men nej, ingen nytænkning. Socialdemokratiet og Det radikale Venstre er tilbage i deres vante og nærmest ufravigelige spor: Sæt skatten på arbejde op... Fantasiløst, samfundsundergravende og helt unødvendigt. Det understreger virkelig hvor meget Folketinget mangler Retsforbundet - Danmarks bæredygtige parti.

Urimeligt hemmelighedskræmmeri

Det er efterhånden gået op for rigtigt mange danskere at forslaget om en ny offentlighedslov er noget skidt. Nu hvor lukkeloven er afskaffet kunne man faktisk bruge dette navn til den nye lov, der skal lukke af for at kigge ministerierne over skulderen når de pusler med nye love.
Pressen, politikere udenfor regeringen og vi almindelige danskere vil ikke længere få mulighed for at vide, hvorfor en regering vil lave lovene på en bestemt måde og dermed heller ikke hvem der har givet dem ideerne til dem.
Mere end 68.000 har skrevet under mod loven og er du ikke én af dem kan du stadig nå det på www.skrivunder.net
Men det er desværre langtfra det eneste lukkede område. Mange af de penge vi betaler i skat går til halvoffentlige virksomheder og projekter som ligger helt udenfor både ny og gammel offentlighedslov.
Det gælder for eksempel alt hvad der foregår i DSB. I skandalerne om IC4-toget og samarbejdet med spindoktorerne i Waterfront-bureauet får vi kun den viden som DSB selv vil af med eller bliver presset til at afgive.
DONG er en anden virksomhed, vi ejer i fællesskab, men vi har ikke adgang til alle oplysninger der kunne forklare hvorfor de har så ondt i økonomien og hvordan det i virkeligheden forholder sig med de høje lønninger, der var i pressens søgelys for et par år siden.
NEM-ID er et projekt som samfundet har sat i værk, men det administreres af NETS og hvis man ønsker en forklaring på hvorfor denne livsvigtige port mellem borger og det offentlige er sårbar overfor hackerangreb - ja så har vi kun NETS egne bortforklaringer at holde os til.
En sand offentlighedslov burde tage sit udgangspunkt i fuld åbenhed om alt hvad samfundet sætter i værk og bør kun være begrænset af sikkerhedshensyn.
Det urimelige hemmelighedskræmmeri som støttes af både rød og blå stue kan kun laves om ved at få helt nye politikere i folketinget.

Du finder Retsforbundet - Danmarks bæredygtige Parti - på www.retsforbundet.dk eller på Facebook

Horsens sætter ny standard for det usmagelige

Begrebet usmageligt tilføjes i dag en ny dimension. Det sker når Horsens kommune åbner det gamle statsfængsel som "kulturinstitution" så alle og enhver kan komme ind og more sig på et sted, der gennem 150 år har været forbundet med stor personlig smerte og tragedie for tusindvis af indsatte og ikke mindst pårørende.


Det gamle fængsel blev bygget som topmoderne, men det var i 1853. Da det blev lukket i 2006 havde det været dybt forældet i forhold til dansk retspleje i sine sidste 50 leveår. Ingen ansvarlige politikere ville have drømt at bygge noget, der bare mindede om den gamle fæstning i Horsens efter reformen af straffeloven i 1930, hvor man bl.a. afskaffede enhver for korporlig afstraffelse (som dog heller ikke havde været brugt i 40 år), gav fangerne rettigheder og ikke mindst begyndte at tænke i, hvordan man fik sluset de indsatte tilbage i samfundet på en fornuftig måde.


Det er svært at forestille sig at nogen, der har været indsat på dette sted kan forbinde det med noget positivt. Afsavn, sorg, ensomhed, utryghed er blot nogle af de stikord der først falder ind og skulle man i den sammenhæng være fristet til at sige, at det burde kriminelle jo have tænkt på før de begik en forbrydelse, er det vigtigt at huske på at det samme gælder for de pårørende. Faderløse familier, adfærdsforstyrrede børn, rodløse teenagere uden rollefigurer - behøver man sige mere.


De personlige tragedier findes naturligvis i alle fængsler og fortsætter så længe vi vælger at fængselsstraffe skal være det bærende element i retsplejen, så derfor  burde det være indlysende at ikke blot dette fængsel, men også alle andre der måtte blive nedlagt, ikke bør gøres til offentlige forlystelser. Det gamle Horsens Statsfængsel står alt andet lige som som et symbol på fængsler og fanger i Danmark gennem mange år.  


At danse på andres lidelser skulle man tro var noget der hørte til på steder vi normalt betragter som mindre civiliserede, men om et par uger lader Horsens flere tusinde fans rocke rundt i fængselsgården til live-optræden af Metallica. Lad os håbe at den næste kommunalbestyrelse der slipper af med et fængsel er kloge nok til at lade bulldozerne gøre arbejdet færdigt og jævne murstenene til fredelige skove og parker.  

Store Grænsehandelsdag

Den senere tid har budt på debat om Store Bededag og det lød på et tidspunkt nærmest som om dansk økonomi kun stod til at redde ved at afskaffe denne 300 år gamle fridag.

For de fleste af os, som ikke er enten økonomer eller ansat i Dansk Arbejdsgiverforening, er det dog let at få øje på flere og større udfordringer. Når Store Bededag nævnes er det naturligt at nævne grænsehandel som denne udmærkede fridag egner sig så glimrende til eftersom hverken tyskere eller svenskere holder fri i dag.

Grænsehandlen eksploderer i denne tid. Efter nye forhøjelser af afgifter er det helt almindeligt at familier i det område, jeg selv bor i, 150 km nord for Flensborg, 30 km syd for Århus, hver måned kører syd for grænsen for at handle dagligvarer af alle slags. I den lokale Superbrugsen er salget af øl og vand halveret i de senere år, men nu kan nedgangen også mærkes på andre varer.

Men ifølge skatteminister Thor Möger Petersen er grænsehandlen ikke et problem. For nogle måneder siden udtalte han de viise ord at grænsehandlen ikke er noget problem fordi den kun udgør en brøkdel af detailhandlen i Danmark. Det er et nemt synspunkt når man sidder i København, hvor det trods alt "kun" drejer sig om billige svenske fødevarer, der hentes på den anden side af en betalingsbro. Men i den sydlige halvdel af Jylland og det vestlige Fyn er det et alvorligt spil, der handler om arbejdspladser for de lavtuddannede, butiksdød og liv i udkantsDanmark.

Måske udgør grænsehandlen kun en mindre del af omsætningen i danske butikker, men jo tættere man kommer på grænsen, desto hårdere rammer det den enkelte butik og det starter som nævnt her lige udenfor Århus.
Det er svært at se, hvorfor danske lønmodtagere skal betale prisen for at danske afgiftsindtægter kan overføres som støtte til udkantsTyskland. Det er svært at se, hvorfor vi danskere skal gøres til grin overfor tyskerne og tilmed betale for det.

Det må være på tide, vi kræver overfor vore politikere at statens indtægter tænkes grundigt igennem, så de kommer til at danne en mere intelligent helhed. En af de intelligente indtægter er grundskyld, altså afgift på jorden under vore egne huse. Den kan ikke overføres til et tysk supermarked eller en bank i Caribien.

Pinlig pressedækning

Mere end 15.000 nordmænd bor i Danmark, 21.000 danske statsborgere bor i Norge - tilsammen mennesker nok til at befolke Viborg eller Køge.
Danmarks to største mediehuse, DR og TV2 har begge adskillige platforme, inklusive rene nyhedskanaler, der tilsyneladende er i stand til når som helst at forsyne befolkningen her med de nyeste oplysninger fra en hvilken som helst begivenhed.

Men da det naboland, som kulturelt set må siges at være nærmest knyttet til Danmark idag blev ramt af en frygtelig tragedie stod begge mediegiganter helt blanke. Man måtte ty til at ringe rundt og finde tilfældige danskere, der befandt sig i Oslo og måske, måske ikke havde set noget interessant. Det lykkedes ikke, selv om der dog blev bragt nogle udtalelser, men ingen brugbare nyheder eller iagttagelser blev bragt for dagen ad den vej.

Resten af dagen har Danmarks Radio måttet sætte journalister til at skrive af efter norske hjemmesider og indsamle fotos fra danskere på ferierejse. Storslået indsats fra en mediekoncern med et budget på 3½ mia kroner om året...

Bedste ikke-norske dækning af begivenhederne var formodentlig BBC og CNN der var klar med liveblogs kort efter kl 16.

Dette er endnu et pinligt lavpunkt i danske mediers nedprioritering af vore nordiske nabolande. Tilsyneladende er den højeste interesse man kan svinge sig op til at svine norske fodboldfans til når vore to lande mødes på grønsværen. Til gengæld volder det ikke problemer for fx TV2 at sørge for konstant udstationering af journalister i den afghanske ørken.

Det er svært at vide, hvad der er årsagen til denne nordiske ligegyldighed, men det er på høje tid at få sat emnet på dagsordnen.

Skattebetalt ytringsfrihed

Politiken kunne i går fortælle at tidligere indenrigsminister Karen Jespersen får betalt sine sagsomkostninger af staten efter at hun har tabt en sag mod en borger, hun havde svinet til uden grund. Den pågældende, der altså vandt sagen kommer selv til at betale sin advokatbistand.
Borgeren er i dette tilfælde en af dem, Villy Søvndal kalder muslimske mørkemænd og nogle andre borgere vil sikkert synes at den pågældende selv har lagt op til at blive beskyldt for lidt af hvert.
Men faktisk er det komplet underordnet hvem han er. Lad os lige skære sagen ind til benet og vende tilbage den første sætning - kernen er, at Karen med den skarpe tunge tabte sagen, men lader dig og mig betale sagsomkostningerne.
Det er ikke fordi hun har fået fri proces, som det hedder når domstolene stiller sig til rådighed for at kunne afgøre sager, der har en principiel betydning. Nej, Karen Jespersen får gratis advokatbistand af statens egen advokat fordi hun var minister da hun lod sin vrede gå ud over borgeren.
Det betyder altså at de regler vi har om injurier og æreskrænkelse, der skal sikre mod misbrug af ytringsfriheden i praksis virker således: En minister kan sige hvad som helst om en borger; borgeren kan vælge at ofre en kvart million på at føre en sag og som vinder hive en halv dags løn op af ministerens lomme.
Hvis borgeren omvendt overvejer at beskylde ministeren for et synspunkt, hun ikke har, skal han være klar til at betale 600.000 kr.
Er det virkelig det vi forstår ved frihed og lighed?

---
PS og så skal vi ikke glemme, hvor meget DU eller JEG ville skulle betale i skat, hvis vor arbejdsgiver betalte sagsomkostninger i en privat retssag.

USA på vej tilbage til stenalderen?

Flere har spurgt mig i den senere tid, hvad den meget omtalte Teaparty bevægelse i USA egentlig står for. Først og fremmest kendes den for Sahra Palin, der formodentlig kostede John McCain præsidentposten da hun var hans vicepræsidentkandidat i 2008. Om hende ved vi især at hun er abortmodstander og stærkt negativ overfor homoseksuelle, samt modstander af Obamas sundhedsreform. Tre punkter man roligt kan regne med også gælder for alle andre Teaparty-folk.
Derudover er det væsentligste åbent kendte fællestræk at man vil begrænse den magt præsidenten og kongressen i Washington har over delstaterne. Hovedkravene er nedlæggelse af det føderale skattevæsen, undervisningsministeriet og miljøministeriet.
Nedlæggelse af skattevæsenet betyder at Washington bliver helt afhængig af at få penge fra delstaterne og det er svært, for ikke at sige umuligt, at se hvordan det hænger sammen med Palins højtråbte krav om at fjerne det astronomiske underskud på USAs statsbudget. Kun en meget hurtig tilbagetrækning fra Afghanistan og en dyb nedskæring i militæret vil kunne skabe balance og det er ellers ikke det der normalt kræves fra USA højrefløj.
Nedlæggelse af undervisningsministeriet betyder frit slag for delstaterne til fx at fjerne Darwins udviklingslære fra undervisningen, fyre homoseksuelle lærere og genindføre fysisk afstraffelse.
Nedlæggelse af miljøministeriet vil gøre det umuligt for USA at deltage aktivt i kommende klimaforhandlinger og internationale aftaler om miljø- og klimaforhold. Amerikanske delstater vil kunne sætte deres egne normer og krav for udledning af skadelige stoffer. En mulighed der givet vil blive udnyttet af især stater med egen kul og olieproduktion.
Men mest bemærkelsesværdigt og måske også mest skadeligt ved teselskabet er den meget brogede skare af utilpassede og selvudråbte frelsere, man har tiltrukket. Man kunne være fristet til at kalde det et politisk x-faktorshow, hvor mennesker med stor trang til opmærksomhed fører sig selv frem uden hensyntagen til evner og i mange tilfælde uden at være blevet kigget efter i sømmene. Disse menneskers egentlige politiske ønsker er i mange tilfælde temmeligt ukendte.
Teaparty har også åbnet en ny arena for USAs ekstreme højrekræfter, der med en begrænsning af Washingtons magt øjner muligheden for at praktisere racistisk politik i de mest modtagelige delstater. Selv om Sarah Palin har undsagt de militante grupper har de dog vist sig ved utallige Teaparty møder over hele USA, hvor de i mange tilfælde har fungeret som selvbestaltede og effektive ordenshåndhævere.

Blokpolitikken bliver støbt i beton

V-K regeringen har aldrig lagt skjul på at den befinder sig bedst med den fastlåste opdeling mellem højre og venstre - såkaldt blå og rød stue. Selv om de dermed giver Dansk Folkeparti vetoret for at kunne klistre til taburetterne har tvangstanken om værdikampen betydet mere end hensynet til det danske samfund. At splitte befolkningen synes at være blevet et mål i sig selv.

Nu begynder man tilmed at tilpasse lovgivningen efter det mål. Det samarbejdende folkestyre i landets store kommuner skal forbydes og erstattes med mulighed for at praktisere det samme flertalsdiktatur som ses i adskillige andre kommuner. Med den udokumenterede påstand at magistratsstyret i København har ført til ansvarsforflygtigelse bebudede statsministeren i sin åbningstale at afskaffe rådmænd og fag-borgmestre ved næste kommunalvalg.

Læg for det første mærke til at det ikke er noget kommunerne selv får lov at tage stilling til - selv om Venstre på de gode dage når arvesølvet er nypudset elsker at tale om kommunalt selvstyre.
Og for det andet at man kalder bredt samarbejde hen over midten for ansvarsforflygtigelse.

Det summerer ganske godt op, hvad vi har fået ud af 9 års såkaldt værdikamp siden VK trådte til: At bredt samarbejde forhånes og at magten koncentreres fuldstændigt omkring Slotsholmen. Det afspejler en fuldstændigt paranoid angst for andres meninger.

Skellet mellem rød og blå er en af de mest ligegyldige forskelle mellem danskere. Langt vigtigere er det at løse de problemer der opstår på grund af skel mellem storbyer og landområder, ejere og lejere, dem udenfor arbejdsmarkedet og dem indenfor - samt en lang række andre forskelle i samfundet. Forskelle der i uhyggelig grad vokser og hele tiden skaber nye problemer.

Hvis der skal skabes varige løsninger der kan forbedre sammenhængskraften i det danske samfund skal der samarbejdes mellem politikere hen over midten. Jo dybere grøfter man graver, jo mere man cementerer blokpolitikken, desto mere splid skaber man i samfundet.

Mere sammenhængskraft får man ikke ved at afskaffe magistratsstyret i kommunerne - tværtimod burde det indføres på Christiansborg så partierne blev tvunget til at samarbejde og dermed vise befolkningen at skellene i samfundet ikke er større end at vi kan tale os til løsninger som tilgodeser alle.

Nemt er godt ?

Det hedder noget så fint og uskyldigt som spejling. Men i bedste orwellske tradition er der tale om en nysproglig omskrivning. Der burde have stået "overvågning", for det er det SKAT nu vil have lov til at gøre i kontrollen af virksomheder.
I al sin enkelhed går forslaget ud på at når SKAT er på et rutinemæssigt kontrolbesøg skal de kopiere hele virksomhedens harddisk. Så kan SKATs ansatte "i ro og mag gennemgå alle oplysninger hjemme på deres kontor", som det hedder i ministeriets begrundelse.
Vi taler altså ikke længere om skattekontrol, men totalkontrol. Venstres skatteordfører, Mads Rørvig erkender blankt overfor Berlingske Tidende at han ser det som en selvfølge at SKAT kontakter politiet hvis de finder noget mistænkeligt - også selv om det ligger udenfor skatteområdet. Også på rød stue er der begejstring for forslaget. At Dansk Industri er imod anfægter ikke de borgerlige og Datatilsynets skepsis gør ikke indtryk på de røde. Heller ikke Advokatsamfundets modstand bliver taget alvorligt.

Begrundelsen for forslaget har vi hørt før: Det skal være "nemt" (for myndighederne altså) og "hvis man ikke har noget at skjule har man ikke noget at frygte".

Men er det nu også rigtigt. Jeg er selv leder i en mindre virksomhed i en branche der ofte beskyldes for sorte ansættelser. Jeg modtager jævnligt mails fra folk der spørger om de kan arbejde sort. Med god samvittighed og blankpudset glorie kan jeg sige at de altid bliver afvist, men disse mails udgør alligevel et problem:
For det første har jeg i tidens løb faktisk ansat et par stykker af disse mennesker på helt normale vilkår - vil disse mails nu betyde tvivl om hvorvidt ansættelserne er OK hele vejen igennem?
For det andet rejser det spørgsmålet om jeg så skal slette disse mails? Hvis jeg gør det, vil de sandsynligvis stadig kunne spores på harddisken, og hvis de bliver fundet frem vil det så ikke virke mistænkeligt at jeg har slettet dem? Hvis jeg ikke sletter dem - hvad risikerer disse mennesker så at blive udsat for?

De fantasiløse politikere fra de traditionelle partier kæmper en håbløs kamp for at få skattesystemet til at hænge sammen og give mening ved ikke at lade nogen snige sig udenom. Det indlysende alternativ er der kun et parti, nemlig Retsforbundet der kæmper for: At indføre beskatning man ikke kan snyde sig udenom.

Hvis samfundet fik sine indtægter ved at beskatte ressourcer og helt specifikke arbejdsfri gevinster ville det ikke længere være nødvendigt at kontrollere hvormeget der skulle betales. SKAT ville kun have opgaven med at sørge for at pengene rent faktisk blev betalt og det vil kunne klares uden Stasimetoder.

Forargelsen over Kinas Google-censur kan vendes mod Christiansborg

Der har ikke været sparet på forargelsen i de seneste ugers omtale af Googles farvel til Kina og kommunistregimets censur. Men man behøver ikke rejse rundt om jordkloden for at finde politikere der bilder sig ind, de kan styre internettet.

I disse dage forsøger den danske regering at få stablet en ny og tilsyneladende liberaliseret spillelov på benene. I virkeligheden er det en halvhjertet frigørelse, hvor man vil give Danske Spil konkurrence fra nogle få selskaber, der underlægger sig de samme vilkår som statens egen spillevirksomhed. Til gengæld skal alle andre konkurrenter holdes ude og det skal altså ske ved at styre internettet efter kinesisk forbillede.

Bedre bliver det ikke af, at man vil tørre censuren af på andre. Det bliver teleselskaberne, der skal føre den håbløse kamp for at spærre adgangen til de spilsider, som ikke betaler afgift til den danske stat. I prakis er det ikke muligt at foretage en sådan afskærmning overfor dem der har lidt ekstra viden om teknikken bag internettet, så resultatet vil være at almindelige mennesker vil være lukket ude, mens den trænede netbruger vil kunne gøre som hun vil.

Den danske regering har med andre ord forstået internettets natur nøjagtigt lige så dårligt som den kinesiske regering: Nettet er på sin egen anarkistiske måde frihed i praksis - ikke bare frihed i en grundlovstale som danske politikere prkatiserer det. Det er et ubehageligt faktum for magthavere, men hverken Jiang Zemin eller Lars Løkke kan blive ved med at ignorere det.

Hvad skal man så gøre for at sikre penge fra spil til dansk idræt og fritidsliv vil nogen måske spørge? Tjah, hvad med at appellere til den gode side i spillerne - giv de spiludbydere der betaler til tipsmidlerne et logo de må bruge i markedsføringen og lad brugerne selv bestemme. Det er værd at bemærke at trods et smalt spiludbud og dårligere odds end konkurrenterne har Danske Spil en ganske pæn markedsandel. Mon ikke det skyldes at spillerne faktisk er mere ansvarsbevidste end politikerne tiltror dem?

Kritik fra Finansrådet

Kritik fra telebranchen

Kritik fra IT-folk

Beslutning uden grundlag er hul i hovedet

Endnu engang er Folketingets ivrige trafikpolitikere klar til at skyde milliarder ind i et projekt, som ikke er gennemarbejdet. Til trods for at en rapport som partierne i sidste års brede trafikforlig selv har bestilt først bliver færdig om tre år vil man i løbet af det kommende år vedtage en midtjysk motorvej.
Det skønnes her og nu at den nye motorvej til mindst 13 mia kr vil kunne tage en femtedel af trafikken på E45, men ingen kender dette tal med sikkerhed og ingen ved om en anden løsning kunne fjerne en endnu større del af trafikken.
Det er ganske enkelt hul i hovedet at træffe så store beslutninger uden at have gennemført grundige beregninger på forhånd.

Politikerne reagerer på de tilbagevendende problemer på broen over Vejle Fjord og det er naturligvis forståeligt at man gerne vil løse den plage som tusinder af mennesker der oplever dagligt. Men det giver ingen mening at lave en løsning uden at tage stilling til hvordan man flytter flest muligt af bilerne og det kan man kun hvis man har præcise tal for hvor de kommer fra og hvor de er på vej hen.

Min personlige erfaring fra hyppig kørsel i området er at en meget stor del af køerne stammer fra to fænomer: Lastbiler der overhaler andre lastbiler og langsomme særtransporter, ikke mindst med vindmølledele.

To indgreb vil derfor give mening på nuværende tidspunkt - gerne på forsøgsbasis:
- at forbyde lastbiloverhalinger på de fleste strækninger mellem Lillebælt/Kolding i den ene ende og Århus Nord i den anden.
- at forbyde særtransport på de mest trafikerede tidspunkter af døgnet.

På længere sigt bør der oprettes et tilbud til særtransporterne om at komme på jernbaner i stedet for vejene. Samtidig skal der selvfølgelig investeres i alternative motorveje, broer og motortrafikveje, men lad det dog ske på et oplyst grundlag.

Forargelsestest

Her er en hurtig test, hvoraf du, kære læser lynhurtigt kan tjekke om din moral er lige så høj som Naser Khader og Gitte Seebergs:

1. Find en forarget artikel om Jørgen Poulsen på nettet - det skulle vist ikke være så svært at finde.
2. Kopier teksten ind i din tekstbehandling.
3. Brug "søg/erstat"-funktionen til at ombytte alle de steder, hvor der står Røde Kors med A. P. Møller - Mærsk.
4. Genlæs artiklen.

Hvis du stadig er forarget over Jørgen Poulsen kan du trygt melde dig ind i Ny Alliance. Hvis dine negative fornemmelser derimod er flyttet over på arbejdsgiveren, kan du ånde lettet op. Du er helt normal.

Jeg tror de fleste af os ønsker at vores Folketing skal afspejle en bred del af befolkningen ved at bestå af andet end folkeskolelærere, akademikere ansat i partierne og andre mere eller mindre offentligt ansatte med mulighed for at få orlov til folketingsarbejdet. Hvis det skal ske kan vi ikke acceptere at privatansatte som Jørgen Poulsen bliver bortvist fra deres arbejdsplads når de stiller op.

Der er i den sammenhæng ingen forskel på Røde Kors og andre virksomheder; hvis bestyrelsen ikke forstår det er det mangel på professionalisme. Det er derfor dem, der må have deres egen tegnebog op og sende et bidrag til verdens nødlidende, hvis de mener denne sag har skadet Røde Kors' evne til at sende hjælp ud.

PS For god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på at A.P. Møller - Mærsk kun er nævnt som eksempel for forståelsens skyld. Deri ligger ingen beskyldning eller insinuation af at APM kunne finde på at opføre sig lige så tåbeligt som Dansk Røde Kors.

Hvem kan tænke på politik i dag?

Hvem kan tænke på politik i dag?

Ingen gider vel spilde tid på politik på dagen hvor Sara Lund endelig indser hvor mange blindgyder hun har bevæget sig ind og ud af i Danmarkshistoriens velnok bedst mediedækkede mordsag. Derfor vil jeg i stedet benytte lejligheden til at afsløre, hvem der dræbte Nanna Birk Larsen.

Hvilken hovedperson er det, der ikke har fået sin tilværelse endevendt af Lund & Meyer, mangler et selvstændigt liv og hvis alibi bygger på et tvivlsomt grundlag?
Hvis tøjstil er kikset nok til at gå rundt i en reklametrøje for VinterOL for snart 25 år siden - også uden at bruge den til malerarbejde? Hvem har adgang til partilejligheden uden at skulle lave mærkelige aftaler for at få nøglen? Hvem har magt nok på rådhuset til at presse en stakkels taxachauffør til at køre det halve København rundt og hjælpe sig af med et mishandlet pigelig?

Som man kan se taler jeg ikke om Vagn; selv om han også burde få sig et liv. Jeg taler naturligvis om den mest anonyme af alle hovedpersonerne, nemlig Morten.

Morten, hvis alibi bygger på at han redddede den selvmordstruede Hartmann - men hvor godt styr havde borgmesterkandidaten mon egentlig på klokkeslættene i den situation?
Morten, hvis gamle alkoholproblem kan dække over hvadsom helst i hans fortid. Herunder også drabet på en gammel klassekammerat.
Morten, hvis ambition om politisk magt går gennnem vennen Troels. Ambitioner der bygger på ideen om et bredt samarbejde, hvor ikke mindst Jens Holck spiller en vigtig rolle. Hans kiksede privatliv må ikke få lov at ødelægge drømmen om overborgmesterkontoret, derfor må pigen have ren besked.
Men hvad skete der mon inde i Mortens ensporede hjerne da pigen viste sig at bære den samme halskæde, som bardomskæresten?

Tag lige den. God søndag.

Fredning kan ikke reformere skatten

Regeringens oplæg til det man kalder en skattereform er en fortsættelse af det skatteroderi, skiftende regeringer har moslet med de seneste 15 år.

Siden Lykketoft i 1998 indførte bruttoskatten og kaldte den for arbejdsmarkedsbidrag er ordet skattereform blevet mere og mere misbrugt. Man lægger bestandigt kortene i skattekabalen om og om, men frygt for at tabe stemmer gør, at man ikke tør tage alle kortene ud af pakken og spiller uden esser.

Forudsætningen for at man kan reformere - og det gælder ikke kun skat - er at man ser fordomsfrit på alle de elementer, der har betydning. Man kan derfor ikke reformere skattesystemet uden at tage de 600 milliarder kroner i betragtning, som boligejere har fået forærende på grund af den gode økonomiske udvikling i samfundet. En udvikling alle borgere har været med til at skabe og som derfor bør tilhøre fællesskabet.

Som flere økonomer har gjort opmærksom på er rammen om skatten ganske enkelt for stram, hvis man vil have skatten på løn ned, men ikke tør pille ved andet end grønne afgifter.

I øvrigt er det en fuldstændig forkvaklet brug af grønne afgifter, hvis de skal give penge til skattelettelser. Det kan de grønne afgifter kun, hvis de bliver ved med at indbringe staten det samme beløb og gør de det betyder det at de ikke har haft nogen virkning på miljøet. Ideen med grønne afgifter må nødvendigvis være, at de skal få danskerne til at tænke sig mere om  og skade miljøet mindre. Hvis befolkningen reagerer rigtigt vil indtægterne fra de grønne afgifter falde og derfor kan man ikke bruge dem som en pengemaskine på langt sigt. 

En supervælgers bekendelser III

Resume: Jan Møgelbjerg er Supervælger. Han er en gift, etnisk dansk midaldrende husejer i Østjylland med en indtægt over middel og desuden selvstændig erhvervsdrivende. Det er lige en type, politikerne elsker at føre deres valgkampshow for.
Men der er skjulte uhyrligheder i hans livssyn - fx at han trods sin tilsyneladende gennemsnitlige profil, elsker at køre i tog.

Vælgere, der helst vil køre i bil er populære blandt politikere. De putter penge i statskassen her og nu og byggeri af en ny bro, omfartsvej eller motorvej er et hurtigt og nemt valgløfte. Veje kan bygges på kort tid og for et relativt overkommeligt beløb. Bilister er nøjsomme mennesker, der accepterer at have en langt højere dødsrate pr kilometer end nogen anden trafikform (bortset fra de tohjulede trafikanter). Bare det er billigt. En virkelig lækkerbidsken for dem, der skal lovgive og fordele statens penge.

Værre er det med jernbaner. Moderne togsæt er dyre i indkøb -blandt andet fordi efterspørgslen er ret lille og derfor skal udviklingsomkostninger betales af ganske få kunder i modsætning til bilfabrikkerne, der kan sprede grundudgifterne ud på flere hundrede tusinde kunder.
Ordentlige skinner og signalsystemer koster formuer - og så er det efterhånden ved at stå klart for enhver, at skinner også skal vedligeholdes. Det er fristende at springe let hen over pasning og pleje fordi vi almindelige mennesker ikke kan se på en skinne om den er slidt eller ej, mens huller i vejene er letgenkendelige.

Jeg tilhører det lille mindretal, der gerne vil rejse sikkert, komfortabelt, slappe af under turen og tilmed komme frem med god samvittighed overfor miljøet. Både når det gælder længere rejser, men hvorfor ikke også i hverdagen på de korte strækninger?

Det måske mest ærgerlige ved at jernbanerne nedprioriteres er, at de faktisk også er billigst i længden. Det er blot ligesom med elsparepærene: Her og nu skal der flere penge op af lommen.

Det er ikke sjovt for en mainstream-politiker. Han ved fra sin spindoktor, at hvis man i en valgkamp skal love noget der kræver penge op af kassen, skal der et hurtigt udbytte til. Helst noget der er stort, blankt, skinnende og færdigt inden næste valg.