Men hvor interessant er det egentlig? Hvad vil det betyde for min personlighed hvis jeg aldrig bliver udsat for oplysninger, der passer til folk, der ikke allerede er som mig?
Forleden fulgte jeg et link til en artikel på et dagblads hjemmeside. Ude i højre margin var en lille kasse med en opfordring til at logge ind: "Hvis du været logget ind ville vi have vist dig 10 artikler som passer til dig"Teksten var sikkert venligt ment, men på mig virkede det nærmest som et advarselsskilt. Hvad skal jeg dog med artikler, der passer til det jeg tidligere har læst? Hvis jeg ikke læser om nye emner og prøver at bryde mønstre og vaner bliver jeg jo aldrig klogere. Og var det egentlig ikke det, der var formålet med internettet og det såkaldte informationssamfund?
Gennem det seneste århundrede har vi Danmark skabt lighed, nedbrudt de sociale forskelle og næsten afskaffet klassesamfundet. Det er ikke mindst sket ved at sprede viden og uddannelse, og ved at udligne nogle af de økonomiske forskelle. Dermed gives mennesker med vidt forskellig baggrund og opfattelse mulighed for at færdes de samme steder, møde hinanden og udfordre både ens egnes og de andres opfattelser og fordomme.
Men hvis internettet bliver vores hovedkilde til viden, og vi samtidig tillader at den viden sorteres efter vore gamle vaner, vil vi aldrig få nye vaner. Ikke møde nye mennesker bortset fra de, der er som os selv og kan bekræfte vores måde at se verden på. Jeg kommer til at betragte omverdnen gennem en kikkert, der er tilpasset mig, og jeg vil altid blive ved med at være som jeg er nu. Det er muligvis en tanke, der kan virke beroligende på nogle mennesker. For mig er det skræmmende.
Opdeling i mig og de andre er et resultat af, at der indsamles såkaldt Big Data - store oplysninger - hvilket er et lidt misvisende udtryk eftersom der i virkeligheden mest er tale om bittesmå brudstykker af oplysninger, som er limet sammen til et større kludetæppe. Patch Data - lappeoplysninger - ville være et mere passende begreb.
De enkelte sider samler oplysninger om dig og mig via de berygtede cookies, som man tvinges til at sige ja til hvis man vil læse sider på nettet. Det gælder tilmed sider fra det offentlige, hvis oplysninger man skulle tro burde være tilgængelige uden nogen form for forbehold. Andre oplysninger kan netsiderne købe eller bytte sig til - for eksempel ved at give dig adgang til at logge på med dit Facebook eller Google login.
Man kan have mange meninger om hvad udvekslingen af Big Data gør for vores privatliv. Den diskussion kan for eksempel høres i Danmarks Radio eller man kan læse om både gode sider og de lovgivningsmæssige problemer her. Det skriver jeg måske om en anden dag. Lige nu er det risikoen for vore personligheder, der ligge mig på sinde.