Jeg stod i dag i Berlin og betragtede det pompøse mindesmærke i Tiergarten for de faldne sovjetiske soldater i kampen mod nazismen. Det er et sted der er let at afvise fordi det er så overdrevent i sit udtryk med den kæmpestore soldat på toppen, de to T-34 kampvogne sammen med to kanoner og den omfattende brug af marmor og guldbogstaver.

Men når man står der et stykke tid og husker på at de store græsarealer rundt om er gravsted for mere end 2.000 faldne sovjetsoldater ændres fokus. 2.000 ud af ikke mindre end 80.000 faldne sovjetiske soldater alene i kampen om Berlin. 11 millioner dræbte sovjetsoldater i løbet af krigen, svarende til 240.000 om måneden, næsten 9.000 hver eneste dag i fire år. Dertil kommer 13 millioner sovjetiske civile, hvoraf 1 million var jøder. 

Det er svært at forhindre tankerne i at springe til tiden i dag, hvor russiske soldater dræbes i Ukraine i et meningsløst overfald på et naboland.

Netop et overfald af den type, nazityskland havde rettet mod mange af deres naboer, og som gik hårdest ud over Sovjetunionen. Selv om Rusland og Sovjet ikke er nøjagtigt det samme - blandt andet indgik som bekendt Ukraine i unionen - er det et kæmpe paradoks at lige Rusland er havnet i den rolle, de spiller nu.

Sovjetunionen var den kommunistiske diktaturstat, der blev angrebet af fascisterne, og nu er Rusland et ideologiløst diktatur med fascistiske træk, der selv angriber. 

Alt andet lige var det nazistiske Tyskland ikke faldet uden Sovjetunionens enorme ofre, og trods Stalins utilgiveligt brutale styre må man nødvendigvis sende taknemmelige tanker når man står og ser på den overdimensionerede sovjetsoldat på monumentet i Berlin.

Paradokset og de menneskelige ofre understreger den vigtige pointe at vi har brug for hele tiden at minde os selv om at det er magtmennesket Putin og hans mange rygklappere i Kreml, der er fjenden her. Det russiske folk har gennem århundrede været ofre for både deres egne magthavere og for angribere udefra. 

Det er måske i virkeligheden den farligste  - og sværeste - front at skulle kæmpe på i Ukrainekrigen: At  vise russerne, hvordan de bliver manipuleret til at tro på de utroligste løgne. Løgne, der kan fremstilles som troværdige fordi de fortsætter en fortælling, som magthaverne har brugt siden zar Peter den Store for 300 år siden.

Midt i alle forsendelserne af krudt og kugler til Ukraine må vi ikke glemme forpligtelsen til at informere. Det er op til ukrainerne at kæmpe aktivt; den del kan og bør vi ikke blande os i. Men det ville klæde både NATO og Danmark at tage det russiske folk alvorligt og sætte seriøse midler af til at styrke deres viden om vesten, Ukraine og ikke mindst om deres egne magthavere.  

Erfaringer eller fornemmelser?

I 1937 blev en familie i min morfars slægt ramt af sygdom. Begge forældre og tre af de fire børn måtte i løbet af få dage indlægges på Viborg sygehus - kun den yngste af de to drenge gik fri. 9-årige Bent blev dermed den eneste fra familien der kunne deltage da det yngste barn, Helga på 6 år efter en uges tid skulle begraves mens resten af familien stadig var indlagt.

Sygdommen var difteri, en bakteriebåren ondartet halsbetændelse med høj dødelighed, som i dag er næsten ukendt i den vestlige verden på grund af omfattende vaccinationer. I lande hvor kun en ringe del af befolkningen er blevet vaccineret kommer der jævnligt nye epidemier.

Jeg er selv vokset op i efterkrigstidens Danmark, hvor vores forældregeneration var ekstremt opmærksomme på de farlige sygdomme, der lurede, men ikke mindst på de muligheder der voksede frem for at undgå dem. I min barndom kunne jeg med mellemrum støde på store børn og unge mennesker med skader fra 1950'ernes polioudbrud, ligesom vi på fjernsynet så billeder af afrikanske børn med kopper, indiske spedalske og mellemamerikanere med malaria. Det var derfor helt naturligt at vi blev vaccineret mod kopper og polio og regelmæssigt blev tjekket af det mobile røntgenlaboratorium, der skulle sikre skoler og andre offentlige institutioner mod udbrud af tuberkulose.

Vores forældre og bedsteforældre åndede lettede op i disse år fordi de ikke behøvede at bekymre sig for børn og børnebørn i samme omfang som tidligere generationer havde måttet gøre det fx omkring difteri eller under den influenzaepidemien i 1918 (her vil jeg i øvrigt anbefale denne lydavis fra Politiken om jul og pandemi).

I dag kan vi ikke længere ånde lettet op. Vi kan ikke længere tage for givet at vacciner og avancerede behandlinger vil have nogen virkning fordi der er et stigende antal - især yngre - der ikke tager sygdommene alvorligt, men seriøst tror på at behandlingen og forebyggelsen er farligere end sygdommene.

Vist er der da bivirkninger ved både vacciner og de fleste former for medicin. Det er forfærdeligt at børn kan fødes misdannede - men det er lige grufuldt hvad enten det skyldes sygdom, vaccine eller medicin. Det eneste der tæller i min bog er antallet. Hvis der er flere der lider under sygdommen end under vaccinen må vaccinen vinde.

Erfaringerne siger at selv om medicinalindustrien kan være nogle grådige skiderikker, ved de faktisk noget om sygdom. Når de er under kyndig vejledning fra myndigheder og samarbejder med sundhedssystemer, der i det meste af Europa heldigvis er under offentlig kontrol, kan medicin og vaccination sikre vigtige og varige fremskridt i verden.

Fornemmelserne om at blive snydt af myndigheder, medicinalindustri, teleindustri, politikere, frimurere, rumvæsner, muslimer, Bill Gates eller jøder får folk til at vælge vacciner - og somme tider tilmed medicin - fra. Ikke blot for dem selv, men også for deres børn. 

Vacciner er imidlertid afhængige af at få en stor udbredelse. Er der kun få, der er beskyttet af en vaccine har sygdommen selv gode muligheder for at overleve og de samme personer skal måske vaccineres flere gange; afhængig af hvor længe virkningen holder. Der er altså ikke kun tale om at man træffer en afgørelse for sig selv når man siger ja eller nej til en vaccination. Uanset hvor meget individualist man gerne vil være, er man en del af et samfund og har derfor også et ansvar for andre.

Mit råd til de, der lader deres egne fornemmelser vinde over andres erfaringer er at de skal spørge sig selv om der findes nogle modne mennesker som de har tillid til - måske deres forældre eller bedsteforældre. Tag derefter en snak med de tillidsvækkende mennesker om deres viden og erfaringer med medicin og vaccination. Måske det kan give et nyt syn på forskellen mellem erfaring og fornemmelse.