I 1937 blev en familie i min morfars slægt ramt af sygdom. Begge forældre og tre af de fire børn måtte i løbet af få dage indlægges på Viborg sygehus - kun den yngste af de to drenge gik fri. 9-årige Bent blev dermed den eneste fra familien der kunne deltage da det yngste barn, Helga på 6 år efter en uges tid skulle begraves mens resten af familien stadig var indlagt.
Sygdommen var difteri, en bakteriebåren ondartet halsbetændelse med høj dødelighed, som i dag er næsten ukendt i den vestlige verden på grund af omfattende vaccinationer. I lande hvor kun en ringe del af befolkningen er blevet vaccineret kommer der jævnligt nye epidemier.
Jeg er selv vokset op i efterkrigstidens Danmark, hvor vores forældregeneration var ekstremt opmærksomme på de farlige sygdomme, der lurede, men ikke mindst på de muligheder der voksede frem for at undgå dem. I min barndom kunne jeg med mellemrum støde på store børn og unge mennesker med skader fra 1950'ernes polioudbrud, ligesom vi på fjernsynet så billeder af afrikanske børn med kopper, indiske spedalske og mellemamerikanere med malaria. Det var derfor helt naturligt at vi blev vaccineret mod kopper og polio og regelmæssigt blev tjekket af det mobile røntgenlaboratorium, der skulle sikre skoler og andre offentlige institutioner mod udbrud af tuberkulose.
Vores forældre og bedsteforældre åndede lettede op i disse år fordi de ikke behøvede at bekymre sig for børn og børnebørn i samme omfang som tidligere generationer havde måttet gøre det fx omkring difteri eller under den influenzaepidemien i 1918 (her vil jeg i øvrigt anbefale denne lydavis fra Politiken om jul og pandemi).
I dag kan vi ikke længere ånde lettet op. Vi kan ikke længere tage for givet at vacciner og avancerede behandlinger vil have nogen virkning fordi der er et stigende antal - især yngre - der ikke tager sygdommene alvorligt, men seriøst tror på at behandlingen og forebyggelsen er farligere end sygdommene.
Vist er der da bivirkninger ved både vacciner og de fleste former for medicin. Det er forfærdeligt at børn kan fødes misdannede - men det er lige grufuldt hvad enten det skyldes sygdom, vaccine eller medicin. Det eneste der tæller i min bog er antallet. Hvis der er flere der lider under sygdommen end under vaccinen må vaccinen vinde.
Erfaringerne siger at selv om medicinalindustrien kan være nogle grådige skiderikker, ved de faktisk noget om sygdom. Når de er under kyndig vejledning fra myndigheder og samarbejder med sundhedssystemer, der i det meste af Europa heldigvis er under offentlig kontrol, kan medicin og vaccination sikre vigtige og varige fremskridt i verden.
Fornemmelserne om at blive snydt af myndigheder, medicinalindustri, teleindustri, politikere, frimurere, rumvæsner, muslimer, Bill Gates eller jøder får folk til at vælge vacciner - og somme tider tilmed medicin - fra. Ikke blot for dem selv, men også for deres børn.
Vacciner er imidlertid afhængige af at få en stor udbredelse. Er der kun få, der er beskyttet af en vaccine har sygdommen selv gode muligheder for at overleve og de samme personer skal måske vaccineres flere gange; afhængig af hvor længe virkningen holder. Der er altså ikke kun tale om at man træffer en afgørelse for sig selv når man siger ja eller nej til en vaccination. Uanset hvor meget individualist man gerne vil være, er man en del af et samfund og har derfor også et ansvar for andre.
Mit råd til de, der lader deres egne fornemmelser vinde over andres erfaringer er at de skal spørge sig selv om der findes nogle modne mennesker som de har tillid til - måske deres forældre eller bedsteforældre. Tag derefter en snak med de tillidsvækkende mennesker om deres viden og erfaringer med medicin og vaccination. Måske det kan give et nyt syn på forskellen mellem erfaring og fornemmelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar