Og nej, det er ikke mig der kalder det for verdens ende. Det er navnet og måske ikke underligt det er opstået når man tænker på at øen i århundrede var befolket af udstationerede soldater og fanger, begge grupper, der for de flestes vedkommende befandt sig meget langt fra deres familie og venner.
Sådan har idyl det med også at have en bagside. I tilfældet med Facebookbillederne fra Arnager fik jeg også drysset lidt malurt i bægret ved at nævne, at et andet særkende for farvandet ved Bornholm er sennepsgassen og de gamle miner. Mange kan sikkert huske talrige beretninger, især fra 70'erne og 80'erne, om kuttere der fik uhyggelige krigsfangster i nettet, og faktisk er omkring 200 danske og svenske fiskere i årenes løb blevet syge eller sårede af sennepsgas.
Efterfølgende kom jeg lidt i tvivl om hvad status egentlig er for dette problem og prøvede at undersøge det nærmere. Med risiko for at spolere sommeridyllen i de sydlige farvande fra Als til Ærtholmene er her lidt af hvad jeg fandt.
Sovjet dumpede efter 2. verdenskrig 11.000 tons sennepsgas indlejret i bomber på et område øst for Bornholm. Bomberne var produceret i Tyskland i 20'erne og var en videreudvikling af et frygtet våben der brændte og ætsede tusindvis af allierede soldater under 1. verdenskrig. Da 50 mg af gassen er dødelig dosis for et gennemsnitsmenneske er det næppe nødvendigt at gå i detaljer med hvor stor en fare disse 11 milliarder dumpede milligram i værste fald kan udgøre.
I 2010 skrev en gruppe danske forskere i en rapport at gassen med største sandsynlighed er nedbrudt. Det har dog vist sig at deres analyse vedrører gas, der allerede er sevet ud fra ødelagte bomber. Hvordan gassen i intakte beholdere har det, kan ingen sige noget om; blandt andet fordi den nøjagtige opskrift på gassen ikke længere findes.
Desværre er sennepsgassen imidlertid langt fra den eneste gamle krigstrussel i Østersøen. I 2012 fandt en tysker en flot gul sten på en strand i Nordtyskland, som hun mente måtte være et stykke rav. Det var imidlertid ikke tilfældet og hun fik en alvorlig forbrænding, da det viste sig at der var tale om fosfor, der selvantændte ved varmen fra hånden.
Episoden åbnede den tyske offentligheds øjne for et enormt problem, der tilsyneladende var druknet i de mange andre forhindringer nationen måtte overvinde i efterkrigstiden. Fosfor siver ud af gamle bomber, som er en del af de 1,6 millioner ton våbenskrot, der menes at befinde sig i den sydlige og vestlige del af Østersøen.
Vi tager lige tallet en gang til: Der stod både millioner og tons. Det kan give en fornemmelse af størrelsen at vide, at der i Danmark er ca 2 millioner personbiler, og hvis gennemsnitsvægten på dem er 800 kg, så vejer samtlige danske personbiler på hvide nummerplader tilsammen rundt regnet det samme som de bomber, miner, granater, patroner med videre som ligger og ruster op på bunden af Østersøen. Det ligger der med sit indhold af blandt andet tungmetaller, gasser, fosfor og det vandbestandige sprængstof TNT.
Alene Royal Airforce smed omkring 160.000 miner i vandet. Det vides at ca. 10 procent af dem ligger på dansk område, men da de især var møntet på at bekæmpe de tyske ubåde, som havde store baser i Flensborg og Kiel, ligger en meget stor del af dem lige udenfor vore farvande.
Udover de nedkastede miner stammer en stor del af de farlige krigsminder fra skibe der er sænket. Det drejer sig både om fartøjer, der er gået ned i kamp eller ved minesprængning, men også om et stort antal sænket af tyskerne selv i april og maj 1945 for at undgå at de skulle falde i de allieredes hænder.
I militære operationer taler man om bølger i et angreb. Man kunne fristes til at sige at Østersøen venter på anden bølge af anden verdenskrig.
