Afsked med en tosset ide - og smuk tanke.

Den såkaldt "røde" regering har gennem hele sin levetid haft det svært med de grønne pletter i hverdagen. Ved enhver festtale sparer man ikke på lovord om miljøet, men det kniber når det skal omsættes til handling. Efter SFs farvel er det tydeligt at man for alvor har rystet den grønne farve af den noget falmede røde supermandskappe.
I denne uge tog man afsked med brændeafgiften. Det er i sig selv glædeligt fordi der var lagt op til en afgift, som var fuldstændig håbløs at administrere. Den ville måske mere end nogen anden skat i mands minde have fået den folkelig fantasi til at blomstre hvad angår krumspring for at undgå betaling.
Men det er bestemt ikke glædeligt at det, der skulle have været en grøn afgift, som kunne have dæmpet CO2-udledningen nu bliver til et skattesmæk på 5 mia kr fordelt med ca 1.300-1.500 kr på hver eneste skatteyder i Danmark. Uanset om man fyrer med vådt træ, naturgas eller har brugt en formue på at sætte solfangere på taget og lægge varmeslanger under græsplænen.
Det er med andre ord ikke længere rød bloks politik at belønne borgerne for at svine mindre eller straffe de, der sviner mere.

Tanken om forsyningssikkerhedsafgiften som var det officelle navn, var skam smuk nok. Ideen om at lægge afgift på alt hvad der kan splittes i småstykker og brændes af i en ovn eller en fyrkedel var naturligvis håbløs. Latterliggørelsen var sikret da det stod klart at afgiften ville gøre det nødvendigt at få folk til at skrive under i byggemarkedet på at de ville sætte indkøbte hegnspæle i jorden og ikke brænde dem af. Man kom uvilkårligt til at tænke på de millioner af tåbelige sedler danskere hvert år udfylder i Schleswig-Holstenske supermarkeder for at undgå pant på øldåserne - gad egentlig vide om de sedler bliver brændt af i butikkerne eller sendt til et fjernvarmeanlæg...

Men at opgive en grøn afgift fuldstændigt fordi man er kommet skævt i gang med den praktiske udformning er for langt ude. Der ville have været adskillige måder hvorpå man kunne have skelnet mellem mere og mindre forurenende husstande. En skorstensafgift havde været en mulighed; måske ville det tilmed være muligt at lave en skorstenstilsviningsafgift hvor skorstensfejeren med enkelt og pålideligt måleudstyr på sodmængde og -sammensætning kunne afgøre hvor meget husstanden havde forurenet.
En anden mulighed havde været opkrævning på ejendomsskatteregningen, hvor renovation, skadedyrsbekæmpelse og vandafledningsafgift i forvejen er på. Kommunerne har via BBR-byggeregistret adgang til oplysninger om opvarmningsformer og vedholdende stikprøvekontroller ville være velegnede til at sikre mod snyd.

Men nej, ingen nytænkning. Socialdemokratiet og Det radikale Venstre er tilbage i deres vante og nærmest ufravigelige spor: Sæt skatten på arbejde op... Fantasiløst, samfundsundergravende og helt unødvendigt. Det understreger virkelig hvor meget Folketinget mangler Retsforbundet - Danmarks bæredygtige parti.

Store Grænsehandelsdag

Den senere tid har budt på debat om Store Bededag og det lød på et tidspunkt nærmest som om dansk økonomi kun stod til at redde ved at afskaffe denne 300 år gamle fridag.

For de fleste af os, som ikke er enten økonomer eller ansat i Dansk Arbejdsgiverforening, er det dog let at få øje på flere og større udfordringer. Når Store Bededag nævnes er det naturligt at nævne grænsehandel som denne udmærkede fridag egner sig så glimrende til eftersom hverken tyskere eller svenskere holder fri i dag.

Grænsehandlen eksploderer i denne tid. Efter nye forhøjelser af afgifter er det helt almindeligt at familier i det område, jeg selv bor i, 150 km nord for Flensborg, 30 km syd for Århus, hver måned kører syd for grænsen for at handle dagligvarer af alle slags. I den lokale Superbrugsen er salget af øl og vand halveret i de senere år, men nu kan nedgangen også mærkes på andre varer.

Men ifølge skatteminister Thor Möger Petersen er grænsehandlen ikke et problem. For nogle måneder siden udtalte han de viise ord at grænsehandlen ikke er noget problem fordi den kun udgør en brøkdel af detailhandlen i Danmark. Det er et nemt synspunkt når man sidder i København, hvor det trods alt "kun" drejer sig om billige svenske fødevarer, der hentes på den anden side af en betalingsbro. Men i den sydlige halvdel af Jylland og det vestlige Fyn er det et alvorligt spil, der handler om arbejdspladser for de lavtuddannede, butiksdød og liv i udkantsDanmark.

Måske udgør grænsehandlen kun en mindre del af omsætningen i danske butikker, men jo tættere man kommer på grænsen, desto hårdere rammer det den enkelte butik og det starter som nævnt her lige udenfor Århus.
Det er svært at se, hvorfor danske lønmodtagere skal betale prisen for at danske afgiftsindtægter kan overføres som støtte til udkantsTyskland. Det er svært at se, hvorfor vi danskere skal gøres til grin overfor tyskerne og tilmed betale for det.

Det må være på tide, vi kræver overfor vore politikere at statens indtægter tænkes grundigt igennem, så de kommer til at danne en mere intelligent helhed. En af de intelligente indtægter er grundskyld, altså afgift på jorden under vore egne huse. Den kan ikke overføres til et tysk supermarked eller en bank i Caribien.