Elefantparringer siges at være noget af det mest frygtindgydende i denne verden. Når de store dyr under enorme anstrengelser og særdeles højlydt gennemfører den langstragte akt tiltrækker det ekstrem opmærksomhed fra omgivelserne - og fjerner samtidig focus fra, hvad der sker i flokken og omgivelserne iøvrigt.
Bagefter følger imidlertid et antiklimaks da der skal ventes forfærdeligt længe på resultatet - som i øvrigt er langt fra frygtindgydende, men derimod nærmest nuttet.
På samme måde gik det på Christiansborg forleden. Måneders højlydt dans om den varme grød i en evindelig kappestrid om mediernes spalter og sendeminutter. Ikke mindst efterlønnen blev vendt og drejet i en grad, så man skulle tro, det var løgn. Resultatet viser sig om 15 år og skulle efter sigende blive en justering af aldersgrænse og pensionsalder på 2 år. Hvis da ikke det bliver lavet om igen inden.
Til sidst blev det alligevel - og måske ikke uventet - Dansk Folkeparti, der vandt. Pianisterne havde ønsket sig en velfærdsjustering og ikke en ditto-reform.
Formodentlig fik de lov at vinde, fordi de andre partiers forhandlere fandt det bekvemt, ikke at skulle tage alt for upopulære skridt og samtidig at have nogen at skyde skylden på, når resultaterne udebliver.
Det er svært at se, hvordan det skulle redde nationen fra en truende mangel på arbejdskraft, at den yngste halvdel af arbejdsmarkedet bliver tvunget til at arbejde 2 år længere efter år 2020. Hvis de endda bliver tvunget, for hvem kan tvinges til at arbejde, hvis man har pensionsopsparing og hus med stærkt stigende friværdi, som kan omsættes til afdragsfrie lån. Ingen politikere med magt tør som bekendt røre ved de samfundsskabte værdier, som gavmildt og tilfældigt tildeles en række medborgere i stigende omfang, mens andre holdes i kortere og kortere snor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar