22.1.05

Pinlig situation kræver socialdemokratisk handling

Dagens meningsmåling i JyllandsPosten fortæller, at kun 18 % af vælgerne ønsker Mogens Lykketoft som statsminister. Med andre ord synes hver tredie af Socialdemokraternes vælgere ikke, det er nogen god ide at lade partiets leder blive regeringsleder.
Det står i skarp modsætning til den nuværende statsminister, der har opbakning fra så mange, at hver tredie af dem ligger udenfor hans eget parti.

Denne pinlige situation kræver handling i den socialdemokratiske ledelse. Der hviler et tungt ansvar på partiets skuldre, fordi den nuværende regering ikke kan væltes uden socialdemokraternes deltagelse. Men med den mangel på tillid hos vælgerne bliver det for alvor op ad bakke, når de mest tvivlende midtervælgere skal overbevises om, at Danmark har brug for et regeringsskifte.
Og det er ikke et isoleret socialdemokratisk problem. Lykketoft gør det ganske enkelt vanskeligere for os allesammen.

Derfor må tiden være inde til, at den socialdemokratiske top sender nogle nye signaler ud. Situationen byder, at partiet må revidere et af sine gamle dogmer. Det kan være dogmet om, at partiformanden også er eneste tænkelige kandidat til statsministerposten. Eller det kan være den med, at socialdemokrater kun deltager i regeringer, hvis de får statsministerposten.
I andre partier kan man godt have flere sidestillede ledere, og blandt vælgerne har man fantasi til at forestille sig andre partiers politikere som statsminister - for eksempel Marianne Jelved.

Hvis Fogh skal udskiftes skal Socialdemokraterne tage sig sammen - og det vil være en god hjælp, hvis man begyndte med at tænke lidt kreativt.

Ingen kommentarer: