21.1.05

Farcen om valgdatoen

Det tog sin tid at få en valgdato. Faktisk har valget været ventet siden Folketinget vendte tilbage fra sommerferien i oktober 2004, fordi regeringens forbedrede meningsmålinger gav ny luft til håbet om "four more years", som det hedder på nydansk.

Det er faktisk en ret ynkelig måde, at drive politik på. Det Christiansborg, der burde være et kraftcenter for udviklingen i Danmark har kørt i tomgang i månedsvis. Blot på grund af en flok studerende, der sidder og ringer rundt til få tusinde tilfældige vælgere, for at høre, hvad de ville stemme på, hvis der nu havde været valg lige den dag.
Men det var der ikke de dage. Valget kommer den 8. februar, hvilket sandsynligvis kun er 1-2 uger senere end Anders Fogh havde besluttet sig for allerede den dag i oktober, da Folketinget åbnede. Han kunne lige så godt have udskrevet det på det tidspunkt, eller for den sags skyld allerede i september, men psykologien i at nå ind 2005 har formodentlig været en vigtig del af spillet.
For med nytåret kom valgperioden til at hedde 2001-2005. Så lyder det næsten som om, man har fulgt Grundlovens bogstav om valg hvert fjerde år, selv om det kun er 3 år og 2 måneder.

Men et er lovens bogstav, noget andet er ånden bag. Den oprindelige ide med, at valgperioderne kan afkortes var jo ikke, at det skulle blive en måde for en statsminister til at sikre sig det bedst mulige valgtidspunkt. Meningen var, at hvis Folketinget kørte fast i sit arbejde på grund af den politiske uenighed, så kunne der trækkes i nødbremsen.
Nu har Fogh trukket i nødbremsen. Havde det været hos DSB havde han fået en klækkelig bøde for misbrug.

På langt sigt - når Grundloven på et tidspunkt alligevel skal ændres - må det være rimeligt at gøre som svenskerne og sætte valgperioden ned, men til gengæld fjerne statsministerens ret til at udskrive valg i utide. En nødbremse skal der selvfølgelig fortsat være, men det må være et solidt flertal i tinget, der selv afgør, om samarbejdsituationen er kørt helt fast.
Lige her og nu er det imidlertid mere interessant, om der kan laves en ændring af valgloven, som kan begrænse en statsministers muligheder for at holde valg efter meningsmålingerne. Det kræver en juridisk fortolkning af Grundlovens §32.
Dagens valgløfte herfra skal være, at jeg vil arbejde for dette undersøgt, hvis...

Ingen kommentarer: