Resume: Jan Møgelbjerg er Supervælger. Han er en gift, etnisk dansk midaldrende husejer i Østjylland med en indtægt over middel og desuden selvstændig erhvervsdrivende. Det er lige en type, politikerne elsker at føre deres valgkampshow for.
Men der er mørke punkter i hans profil - fx at han bor i en landsby omgivet af marker og skøn natur.
Hvis der er noget, de spindoktorstyrede politikere har det svært med, er det naturen. Ikke fordi det er svært at love vælgerne, at man vil gøre alt hvad der er praktisk muligt for at bevare vores natur. Et af problemerne i det er, at det ikke er gratis.
Et andet og i øjeblikket aktuelt problem er, at det kan være svært at definere, hvad der egentlig er natur i et land som Danmark. Derfor er det også meget nemmere at dreje miljødebatten over på emner som indlandsis der smelter og isbjørne, der drukner. Det er natur der er til at tage og føle på.
Men i det danske landskab er der ikke megen jord, der ikke har været under plov. Selv vore skove er næsten 100% opdyrkede af mennesker - og vi har store inddæmmede arealer, som gør at end ikke vore kyster er fuldt ud naturgivne. Vi har med andre ord et kulturlandskab og ikke en vild natur.
Få hundrede meter fra hvor jeg sidder ligger Danmarks næststørste vandkraftværk, bygget i 1924 ved hjælp af en opdæmning af Gudenåen. I øjeblikket forsøger en række skrivebordspolitikere at få nedlagt dette elværks storebror, Tangeværket, ved at lave hul i dæmningen og tømme den store Tange sø, der i snart 90 år har været en naturlig del af kulturen i Midtjylland. Hvis det lykkes for dem ved vi, at vore dejlige søer her i Vestbirk bliver de næste, der forsvinder.
Det er så dejligt nemt at sidde i en storby og fortælle sine vælgere, at man gør en indsats ved at føre Gudenåen "tilbage til naturen". Det er heller ikke så dyrt et projekt som at nedsætte forureningen fra trafikken eller erstatte kulkraftværker med vedvarende energi.
Og det allernemmeste ved det er at det kun er en minoritet på nogle få tusinde vælgere ved Ans/Bjerringbro og Østbirk/Brædstrup, der bliver rigtigt kede af det.
Politik er rigtig, rigtig nemt, hvis man kun fører den for flertallets skyld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar