21.10.04

Sort arbejde: Overflødiggørelse ville være bedre end bekæmpelse

I Politiken i dag kan man læse, at regeringen forbereder en offensiv mod sort arbejde, hvor 26 love og lovændringer skal slå hårdt ned på moms- og skattesyndere.
Regeringens skøn er, at der kan hentes 20 milliarder kroner. Det er næsten halvdelen af de 51 milliarder, man mener det sorte arbejde udgør. At der findes opgørelser skyldes ikke mindst forskningen fra Rockwoolfonden

Når omfanget er så stort er det dog svært at se den psykologiske fornuft i hel masse skrappe regler. Hvis regeringen havde læst lidt mere af Rockwoolfondens arbejde ville man også have fundet frem til nyheden fra 1999 om, at 2 ud af 3 danskere ser med sympati på den sorte sektor.

Hvis der skal skrabes penge hjem er der ret dårlig psykolog i at svinge pisken, når folkestemningen i forvejen er så dårlig på dette område. I stedet må man tage sig sammen og forsøge at finde en måde, så man kan gøre det sorte arbejde overflødigt.

Det kunne være skatter, som ikke er til at slippe udenom og som erstatter en væsentlig del af indkomstskatten og momsen på især serviceydelser.

Det kunne måske også være at give befolkningen en god grund til at samle på kvitteringer og regninger - for eksempel ved at give husejere fradrag for vedligeholdelse.

Som i så mange andre spørgsmål er det i virkeligheden udelukkende et spørgsmål om fantasi - men det er måske også for meget forlangt af skattepolitikere...

Andre har tænkt over muligheden for alternative miniøkonomier, som ikke nødvendigvis behøver være ødelæggende for samfundet. I den sidste ende er det jo de samme penge, der cirkulerer rundt og på et eller andet tidspunkt skal de jo nok havne i statskassen, for også den der arbejder sort må jo nødvendigvis en gang imellem købe "hvide" varer.

Læs også om en Svensk kampagne mod sort arbejde, der benytter sig af humor som våben. Måske var det også noget at tænke over.

Ingen kommentarer: